Ved hjælp af vores sporingssystem kan du se, hvem du har hjulpet, og hvordan du har hjulpet vedkommende. Lige nu foregår sporingen manuelt, men vi er i fuldt gang med at udvikle et automatisk og elektronisk sporingssystem.
Sporingssystemet indeholder hårde fakta om produktet, som eksempelvis produktionssted, høstdato, fremstillingsdato, kvalitet mv. Derudover indeholder det et ekstra lag af informationer, som går på producentens sociale og personlige forhold.
Just Fair’s sporingssystem indeholder bæredygtige produkter, som bl.a. betyder, at der betales en ekstra pris til producenten. Producentens anvendelse af merbetalingen fremgår også af sporingssystemet, hvorved forbrugeren kan se, om provenuet er gået til forbedrede produktionsmetoder, uddannelse, rent vand eller noget helt fjerde. På den måde får forbrugeren en gennemsigtighed og en vished for anvendelsen af ekstrabetalingen, som styrker bæredygtighedskonceptet til gavn for såvel producent som forbruger.
Endelig indeholder sporingssystemet et dokumentations- og et certificeringselement, som hjælper producenterne med det praktiske og giver dem bedre mulighed for eksport. Systemet rummer også mulighed for at sammenligne sig med andre producenter på en række parametre (eksempelvis kaffesort, gødningsmængde, høsttidspunkt mv.), hvorved forbedrede dyrkningsmetoder kan opnås.
Just Fair’s elektroniske sporingssystem bliver implementeret i et bredt samarbejde imellem kooperativer i Nicaragua, humanitære organisationer, Udenrigsministeriet (Danida) og Merrild.
Det elektroniske sporingssystem forventes implementeret i løbet af 2010 og 2011.